Al overfladebehandling starter med en grundig vurdering af substratets egenskaber. 80% af alle fejl ved overfladebehandling stammer fra substratets manglende evne til at modtage belægningen, mens kun 20% af fejlene skyldes direkte dårlig eller uhensigtsmæssig påføring.
De første trin er at forberede overfladen. Den skal være ru og ren, dvs. fri for fedt, snavs, løse partikler og ikke mindst fri for olie. Rengøring af overfladen kan klares på flere måder. Den mest effektive måde er at brænde emnet af i en ovn! Derved forsvinder olie og fedt, men ikke alle emner er egnet til at blive brændt af. Det kan skyldes størrelsen og materialet.
Alternativt til afbrænding er afvaskning med affedtningsmidler eller organiske opløsningsmidler.
Efter rengøring af overfladen skal den gøres egnet til belægning.
Da de fleste substrater er stål eller andre metaller, og vores belægninger er polymerer, vil de kræfter, som holder sammen på materialerne være fysiske kræfter, van der Waal kræfter. Disse kræfter er svage i forhold til ægte kemiske bindinger, og derfor kræver de en meget stor overflade for at virke tilfredsstillende.
Denne store overflade får man ved at gøre overfladen ru, og jo mere ru jo bedre. Bedst er flammesprøjtning med stål, da det giver en meget ru overflade. Sandblæsning med meget skarpkantede materialer som f.eks. korund eller aluminiumoxid giver også en meget ru overflade, mens en vinkelsliber i visse tilfælde er det, som kan lade sig gøre at anvende. Kemisk ætsning med f.eks. jernklorid er også en mulighed, hvis overfladen ikke må være meget ru.
Efter behandlingen af overfladen kan belægningen finde sted. Her er det vigtigt at følge beskrivelserne fra coatingleverandøren mht. blandingsforhold, temperatur, tryk og applikationsmetode.
Alle Hejatex produkter kan sprøjtes på, og for små jobs leveres komponenterne i særligt tilpassede patroner til påsprøjtning med små sprøjter. Det er ikke nødvendigt med det store gear for at komme i gang. Til større opgaver vil professionelt airlessudstyr naturligvis være at foretrække, og her leveres belægningen i bulk.
Det er ved selve belægningsopgaven, at man stræber efter at opnå de efterspurgte egenskaber ved overfladen.
Typisk er der behov for to eller tre lag, hvor det første lag kan være en primer, deraf navnet. Er der behov for belægning med Hejatex Multi-EP bruges den til alle lag. Det øverste lag er i mange tilfælde, dér musikken spiller, hvor man skræddersyer grænsefladeegenskaberne til omgivelserne.
Skal overfladen være glat, skal den være ru, skal den være skridsikker, skal den være non-stick, eller skal den bare have en speciel kulør? Hvis man derimod går efter korrosionsbestandighed eller mekaniske egenskaber som hårdhed eller elastomeregenskaber, er det i stedet hele laget, som er i spil og ikke kun det øverste af det øverste lag. Korrisionsbestandighed er altid et spørgsmål om belægningen kan tåle mediet, og her spiller temperatur og koncentration ind. Er mediet rent vand kan der opstå særlige diffusionsforhold igennem coatingen, og derfor vil et tykkere lag alt andet lige give den bedre beskyttelse. Har man brug for fjedrende egenskaber er det Hejatex Multiface , som bruges i de øverste lag.
De mange muligheder for coatingkombinationer giver derfor et righoldigt arsenal af valgmuligheder, og derfor vil en grundig drøftelse af behov og ønsker klart styrke beslutningsprocessen og det færdige resultat.
Kontakt os for en uforpligtende snak om jeres ønsker.